Forlaget Sort Kat hviler på et solidt fundament af bogfolk, som elsker skæv, skør, finurlig og provokerende litteratur. Vi udgiver bøger, der rykker i følelser og holdninger, maner til eftertænksomhed og vækker latter. Det tandløse og det tuttenuttede er ikke noget for os. Forvent oversete og glemte perler, men også helt nye titler inden for både voksen- og børnelitteratur.
EN STEMME FRA BEATGENERATIONEN – og en stemme, der chokerer, fordi Frederick Exley mildt sagt ikke lægger fingrene imellem, hverken når det gælder ham selv eller 1950-1960'ernes USA – det konforme, snæversynede USA, han hader!EN FANS NOTER – Exleys fiktive erindringer – handler om maskulinitet; om druk, litteratur, sex, nederlag, selvdestruktion og er fortalt af en på én gang underligt afstumpet og følsomt reflekterende stemme.
Lektørudtalelse:
Det er en rå og velskrevet roman om sindets mørke. Selvom der på titelbladet står “fiktive erindringer“, er man som læser ikke i tvivl om, at det er hans eget liv, der ligger til grund for romanen. Det er autentisk og smertefuldt, men også med glimt af håb [...] Flot udgivelse, der også vil egne sig godt til læsekredse.
Tonny Vorm i Information:
En fans noter betragtes med rette som et mesterværk i moderne amerikansk litteratur – et stærkt portræt af fædre og sønner, maskulinitet og selvdestruktion, om USA's tomme værdier, og, som Nick Hornby skriver i forordet, en titel, der selvfølgelig hører “hjemme i sportsfanatikerens bogreol“.
Tony O'Neill i The Guardian:
Selv om En fans noter er lige så stort anlagt som Den store Gatsby og uhyre velskrevet, er den på en eller anden måde fløjet under radaren og er nu en af den slags bøger, som den ene åndeløst begejstrede læser anbefaler den næste. Da jeg selv fik den anbefalet, slog den fuldstændig benene væk under mig. Jeg håber, jeg kan gøre mit til at holde Exleys navn i live ved at anbefale den her.
Kontakt Forlaget Sort Kat: info@forlagetsortkat.dk
Bildsøvej 9 B, 4200 Slagelse
Tlf. +45 21 81 22 93
Forlaget Sort Kat